Come the revolution, Comrade, you'll never want to tell Deleuze and Guattari, "Not tonight, dears, I have a headache"

Ting der sker når man ikke har noget arbejde og ikke gider drikke erasmus-vodka med de andre børn:

• Man går utroligt meget op i sit studie og læser mange sider kritisk litteratur om ugen

-> (medfører) Man bliver utrolig velbevandret i representationsproblematikker og tanker om det visuelle. Kan i svage øjeblikke føre til feberagtig smiden om sig med navne og teorier som jo alle er interconnected.
-> Ens sprog infiltreres af engelsk à la "nu har jeg bare et rimelig kritisk approach til kaffebarer".
-> Man bliver vred og skuffet og føler at man har mistet respekt for sin professor når han svarer på spørgsmål om det postmoderne vilkår på en måde man ikke vil høre. Indtil man kommer i tanke om at hans svar jo var det eneste han kunne give, hans teoretiske overbevisning taget i betragtning, og at Sartre engang sagde noget med at man altid allerede har valgt sit svar igennem valget om hvem man spørger.

• Man skriver alting i punktform

• Man begynder at tænke over sin omverden på en meget lidt embodied måde. Eller kropssliggjort på en rimelig cerebral måde, jævnfør arbejdet på mit seneste essay: "Mine ture i svømmehallen: om krop, affect og Ingres' Det Tyrkiske Bad". Struktur som følger (skitseform)
  

Udfra Eve Sedgwicks tanker om affect (følelsesmæssige oplevelser og bearbejdninger af indtryk) i materialistisk-fænomenologisk perspektiv vil jeg undersøge hvordan min oplevelse af verden sker når jeg går i svømmehallen. Meta: Reparative (ikke-mistænksomme) læsninger.

1. Mulige aspekter af denne subjektivistiske oplevelse:

- Kroppen i vand - vægtløshed. Hvordan erkender jeg når min krops fysiske møde med verden når elementerne omkring den ændres? I vandet sker en samtidig udviskelse af kroppen (tyngde ophører) og en hyper-opmærksomhed på kroppen (muskulær, balancemæssig etc)
- Normer for opførsel i svømmehallen. Nøgenhed! Blikke - man ser ikke medsvømmere i øjnene, scanning af kroppe sker umærkeligt og uden kontakt.
- Omklædningsrum. "perfekte" og "uperfekte" kroppe.

2. Ingres' Det Tyrkiske Bad og Kozyra: Bathhouse

- Sedgwick: Homosocialt begær
- Blikke, fortsat.

• Jeg så et klip på youtube om læring hvor fortælleren sagde: "University professors look upon their bodies as a vessel for their brains. Their bodies are something to be accepted as a means of transportation for the important entity that is their thinking apparatus." Har i nogensinde kigget ind på diskoteket til en konference? spurgte han. Der ville man angiveligt se en gruppe meget akavede mennesker, sandsynligvis dansende ude af takt til musikken, der alle tænkte på hvornår de kunne slippe væk og komme tilbage til deres bøger.

• Godt der stadig findes yoga, popkultur, rødvin og andre mennesker.
  

Du er ikke som de andre pi'r

Kære alle

Det er en million år siden jeg sidst har blogget. Jeg vil forsøge at være lidt mere vedholdende fra nu af. Dette årets første indslag kommer til at handle mindre om Warszawa og mere om at blive ældre, hvilket jeg igen og igen bliver mindet om er en god ting.

Vinteren har i punktform været

- lang
- kold
- mørk
- begivenhedsløs

Nu er dagen tiltaget og foråret på vej, hvilket selvsagt er kærkomment. Jeg fik i sidste uge besøg af eleverne fra Arkens Billedkunstneriske GrundKursus, bgk, som nogle af jer vil vide er mine højtelskede tidligere elever.
Bgk'erne og deres underviser Thorbjørn ankom til Warszawa onsdag formiddag og tog hjem søndag. I de mellemliggende dage trak jeg dem rundt til alt hvad jeg forestillede mig kunne være interessant at se i Warszawa hvis man er ung og kunstinteresseret. Jeg vil ikke trække fortællingen om vores ture i langdrag, men indskyde at jeg overveje om foretagendet ikke kunne vise sig lukrativt - jeg har i hvert fald fundet et par nye ofre til turen.

Anyways. Bgk'erne er mellem 17 og 22 år gamle, hvilket vil sige at nogle af dem er i deres ungdoms forår og nogle næsten er lige så gamle som mig. Det betyder også at de tematikker eleverne slås med og er interesserede i er meget forskelligartede, at de befandt sig forskellige steder i deres personlige udvikling og havde helt forskellige behov (så forskellige som sådanne behov nu tager sig ud når alle kommer fra en dansk middelklassebaggrund, eller, som Thorbjørn sagde det, fra hjem hvor der er flere bøger end tv-kanaler).

Jeg kan selvfølgelig kun sige noget om hvordan min undervisning har indvirket på eleverne i det omfang de har udtrykt spor efter den på forskellige måder. Man håber vel altid at det man siger sætter spor, men man kan aldrig vide. Derfor blev jeg også meget stolt da Lucas fortalte mig om den performance han havde udtænkt som svar på turens opgave (lave et værk om din oplevelse af Polen. Ikke om Polen, men hvordan du møder landet.): Lucas' idé var at synge "Solen er så rød mor" ind i dørtelefonen i en Polsk opgang. For ham var sangen noget så specifikt dansk og på én gang melankolsk, smukt og skræmmende, måske lidt som han oplevede Warszawa filosoferer jeg, og så rig på billedsprog, eksempelvis den røde sol som på én gang stod for ham som den kommunistiske moder og billedet på den socialistiske stats tærende magt. Wow tænkte jeg, for den Polske Moder havde jeg nævnt i en bisætning på den første dag og den gestus at synge ind i en dørtelefon på et sprog modtageren ikke vil forstå er for mig en utroligt intelligent og rammende løsning på den stillede opgave, og på en illustration af hvordan man altid oplever subjektiv og altid vil møde verden farvet af sine egne oplevelser og sin egen socialisering. På den måde er man altid isoleret og på afstand af dem man møder, og i Lucas' performance blev sprogbarrieren og det elektroniske netværk der forbandt ham med hans polske lytter et meget formfuldendt eksempel på dette. Jeg var både stolt og rørt da han fortalte mig om sin idé.

Generelt udmærkede eleverne sig ved at have helt utroligt meget personlighed alle sammen. Det kan godt være et problem hvis man er 18 år gammel - sådan husker jeg i hvert fald min egen tid som teenager - det er ikke altid individualitet der bliver belønnet i den homogenitetskultur folkeskolen og gymnasiet er (for mig). At være teenager var præget af en følelse af forkerthed og en hysterisk skråsikkerhed der nærmest slog over i sin modsætning og gjorde at man altid var helt fortabt. Alting var uoverskueligt og jeg forstod ikke hvorfor. I dag er alting også uoverskueligt, men i det mindste har jeg accepteret at jeg intet ved og har meget lettere ved at rumme min egen lidenhed. At være 18 år var tænderskærende besværligt, vildt kompliceret, famlen i blinde, ensomt og overvældende. Men det var også at være levende i en verden der hele tiden bød på nyt og imponerede, noget jeg har savnet mens jeg har været i Warszawa. Jeg husker hvordan alle mennesker var så spændende, at være færdig med gymnasiet og have holdt sabbatår var et kvalitetsstempel i sig selv, også selvom man havde rejst rundt i Asien og kun snakket med danskere. Hvert år nogen havde været længere på jorden end mig bar en lille forhåbning om at de havde fundet svaret og sad inde med den hellige gral. Og således videre til en anden af bgk'erne, der nærmest i én sætning fortalte mig at "jeg er jo utroligt ung, jeg er kun 18 år," og "jeg tror bare at de næste par år handler om at jeg skal finde en teori der gælder for mig og hele verden.". Pyh, tænkte jeg, det var en lille udgave af at få slået luften ud af lungerne. Og siden blev jeg så utroligt glad for mine snart 25 år og for at jeg aldrig nogensinde skal være hverken 13, 15, 17 eller 18 år igen. Hvis min tid i Warszawa har været mærket af at jeg har følt mig gammel, og det gør man ret let når ens community gennemsnitlig er 21 år gamle, bruger al deres tid på øl og ligner spørgsmålstegn når man siger at forelæsningen bliver spændende, så var denne weekend den bedste påmindelse om hvor fantastisk dejligt det er at blive ældre.

Med denne genfundne indsigt og min nye skærpede følelse for teenagealderens drama faldt jeg over dette:

Jeg kan godt huske Morten Filipsen fra MGP. Jeg kan også godt huske at jeg syntes at sangen var catchy, men på en rimelig skamfuld jeg-ved-det-er-dårlig-smag-agtig måde. Og så genså jeg den i dag og blev helt vildt grebet af hvor bizar både sang og performance i virkeligheden er.

En ting der både er mærkeligt og interessant hos teenagere er deres spirende og uafklarede seksualitet og den måde denne behandles diskursivt og i medier af forskellig art. Da jeg var 14 år snakkede vi sørme meget om drenge, om at tungekysse, om hvem der kunne lide hvem. Dette var lige inden jeg tog på efterskole og om aftenen lå jeg i min seng og drømte om Mads Fælled med det fedtede hår og den blå skijakke og om hvordan det mon ville være at få min første kæreste. Dengang som nu lå jeg under for en række konventioner for hvem man er tiltrukket af og hvordan, for fortællingen om hvordan man bliver rigtigt kærester.
Morten Filipsen er castet ret fint i rollen som 15-årig pigebedårer og da jeg fandt videoen på youtube tænkte jeg at hvis jeg var 13 år ville jeg synes han var skøn. Det jeg synes er så utrolig mærkværdigt er hvordan den sang og den performance svarer så godt til hvordan jeg husker det at være teenager: at være så forvirret og fanget mellem en børneverden man var for gammel til og en voksenverden man ikke forstod. Morten Filipsen er den 15-årige efterligner af en lang tradition af mandlige sangere med sovekammerøjne der får unge pigers hjerter til at smelte, men han er alligevel stadig en dreng der synes fanget mellem seriøsiteten i sit foretagende og sin egen manglende indsigt. Det samme med hans dansepiger Anne og Jane, der vrikker stivhoftede rundt på scenen med tuperet hår og vatterede bh'er i en dans der hverken både-og og hverken-eller er sexet og barnlig.
Sangen selv handler om forelskelse som den opleves når man er ung og genert, men egentlig også når man er gammel og genert, og den er præget af clichéer som jeg tydeligt erindrer at have internaliseret da jeg var 14 år gammel. "Jeg har brug for en pige som dig / du er alt hva' jeg går og ønsker mig / for jeg ved at du har, det der gør jeg er klar / og du' ikk' som de andre pi'r" synger Morten, og det tydeligste i hele sangen er det totale fravær af denne pige der er så anderledes - hun eksisterer kun som de følelser Morten har. For hvordan skulle man kunne skrive en sang om en teenagepige der vitterlig er anderledes, når anderledeshed i den gruppe er en så stigmatiserende ting. Sangen bærer det største paradoks: den bekræfter på én gang idéen om at anderledeshed kan være godt, men samtidig ved vi alle at anderledeshed kun er godt indenfor et meget smalt mulighedsfelt når man er teenager. De piger som virkelig ikke var som de andre var nok dem der måtte nøjes med de nørdede drenge. Og så er vi tilbage til bgk'erne, hvor nogle har så meget at byde og et virkelig utaknemmeligt publikum af pubærtære midtersøgende drenge at byde det til. De stakler.

Sikken en freudiansk læsning, vil nogle af jer sikkert indvende. Og det er nok ikke meget fejlslagent. Men det er egentlig ikke det, det handler om. Det, det handler om er min taknemmelighed over at at jo ældre vi bliver des mere værdsættes forskellighed og individualitet og des mere (begrænset) spillerum får vi alle. Og det er da godt nok dejligt. Så jeg har denne weekend sluttet fred med min alder og brokker mig ikke længere (ret meget).

Polski holidays vol. 1

Kære alle

Det polske efterår er fuldt af helligdage. Og regnvejr, men det behøver vi ikke tale om. Sæsonens første var allehelgensdag, som man faktisk gør noget ud af hernede. "Chodzimy po grobach", siger man: familierne mødes og går fra grav til grav med blomster og stearinlys. Det er en ret stor ting, togene er proppet og prisen på nelliker og gravlys stiger eksponentielt op til helligdagen. Jeg havde faktisk også en grav at besøge i år - bizart nok - min farfars, som min tilfløjne mor havde lovet at finde til lejligheden.

Der er 3 kirkegårde i mit område, som denne søndag var udstyret med ekstra busser og sporvogne til masserne. Mor og jeg spadserede først på den jødiske kirkegård, der ligger omkranset af en kæmpe rød mur ved siden af storcentret Klif. Det er en verden for sig, lag på lag på lag af grave og navne og afdøde, som et patchwork mellem nedfaldne blade og høje slanke træer der rækker op i himlen. Det er interessant hvordan kirkegårde har forskellige infrastrukturer og arkitektoniske ansigter afhængig af hvilken tro de tilhører. Pere Lachaise i Paris (og sydeuropæiske kirkegårde generelt, tror jeg nok) er for eksempel ligesom en lille by til døde mennesker hvor hver afdød har sit eget lille hus ud til vejen. Den jødiske var vild og uplejet, nærmest ruinøs og kæmpestor, som om den aldrig sluttede. Da man ikke må fjerne gravsteder på jødiske kirkegårde lå stenene spredt og ødelagt henover hinanden, sorte af skidt og tid. Jeg kan aldrig helt forstå at hver sten er lig med et levet liv, en afgået krop med minder og livretter.

Så gik solen ned og vi tog bussen til den sidste kirkegård forbi horder af mennesker på vej på gravbesøg. Den næste kirkegård er omringet af en hvid mur som var plastret til med boder der solgte stearinlys i alle størrelser og blomster i alle indfarvninger (puh, de har dårlig smag i blomster i dette her land). Det mindede mere om et loppemarked end en helligdag for døde sjæle. Man kunne endda købe kager (og det gjorde jeg for at pleje mine tømmermænd). Cirkus.

Kirkegården var proppet med mennesker der tændte lys i skumringen - børn, forældre, bedsteforældre, par. Jeg havde forventet en noget andægtig stemning, men egentlig var det omtrent så fredfyldt som lørdag formiddag i Føtex. Ved de store gravsteder samledes folk i kredse og tændte lys for hedengangne politiske ledere og forfattere så lysene stod i store cirkler. Min veninde Julia fortalte efterfølgende at hun havde spurgt en kvinde der tændte et lys ved et stort gravsted hvem hun tændte for, og kvinden havde svaret: "Øøh. Solidarnosc, tror jeg da nok." Men det var smukt at gå rundt på kirkegården og se lysene flakke i tusmørket, og vi tændte et lys og lagde to blomster på min farfars grav, og så tænkte jeg lidt over hvordan det eneste der er tilbage af os når vi dør er et navn på en sten i et land hvor alle er væk.

I det hele taget er det sønderrivende hvordan denne by er arret af historien. Der går ikke en dag uden at jeg bliver mindet om ofrene for krige, oprør og undertrykkelse i Warszawas historie. Ikke at det er en dårlig ting, det er bare. Hvordan kunne man også gøre andet. På min gade lå Umschlagplatz hvorfra jøderne blev deporteret i vogne under krigen, ghettomuren er markeret i fortovet som jeg krydser hver dag, overalt er der monumenter for de dræbte og kæmpende. Som om byens overflade bogstavelig talt er fuldt af ar, sår og skorper efter dem der omkom, en ødelagt urban krop. Og det er underligt hvordan noget så

skrækkeligt og makabert kan forvandle sig til nostalgi bare på grund af tid. På kirkegården faldt jeg fx over dette:

Hundreder af navne på unge mænd der omkom under første verdens krig. Og det var så grusomt og så smukt på samme tid, med stearinlys på korsenes arbme så langt øjet rakte. Eller det næste,

Navne og alder på faldne i Warszawa opstanden under anden verdenskrig. Wojciech og Andrzej var 19 og 21. I det hele taget føles denne by indimellem som en stor slagmark.
Elena sagde engang at hun ikke kan forstå når folk siger at Warszawa er grim. Hele byen blev jo ødelagt, den var væk og fandtes ikke mere, men så byggede man den igen. Den hele på 50 år. Det er der ikke noget grimt ved. Når hun siger den slags ting synes jeg at hun er den bedste roomie i verden. Jeg synes heller ikke at der er ret meget grimt ved Warszawa, andet end måske den totale mangel på solskin. Byen minder mig ofte om at værdsætte at jeg er i live, og selvom det er lidt grusomt er det mest godt.

Kærligste hilsner



Miriam

Pictures z Warszawy

The polish men have notoriously flat back-heads. The beautiful man-ratio must be around 1:1000. I have been counting since my arrival and am now up to 13. It is tough. No eyecandy. Tough, I tell you.

My new kitchen. Not bad, huh? We even have a tap for drinking water, thank the Lord.


All I want for christmas, is this body lotion to lift me up.

These pictures are from the lovely month of September, when I still saw the sun on a daily basis. As some of you know, I love fresh food markets, and Poland is top knotch. Every day, Pan Staszek (below) drives to the city with fruits and vegetables straight from the land. Food just has more taste here, there are always 3 kinds of plumbs and 4 kinds of tomatoes, and i shop for a week for 25 zlotis (around 5 euros). I love.

Nie chstem, ale muszem

Kære alle

Jeg ved godt at mine indlæg ikke er særligt "skriv til nettet"-venlige. Bær over med mig.

Siden min sidste mail er der sket en masse – jeg har været på kajaktur i Mazury, landet med de 1000 søer, er gået i gang med kurser og arbejder hårdt på min bacheloropgave, som skal afleveres lige om lidt.

Kursusstart har været af vekslende kvalitet. Mit ene kursus, Audiovisuel kultur efter 1945, viste sig at være lidt af en farce. Kurset var på engelsk, men med en polsk professor hvis engelske var knoglebrækkende dårligt. Jeg sad bagest og skar tænder mens hun, som den totale kliché på en forvirret uni-professor med langt, slasket hår, forsøgte at illustrere pointer om lyd og rytme ved selv at synge uddrag af forskellige musikstykker. Stemningen i salen var skrækkelig – de studerende snakkede og sendte små tegninger rundt, og jeg blev mere og mere irriteret. Så det kursus har jeg droppet igen. Livet er for kort til dårlig undervisning. Især fordi mit andet kursus, Gender & Sexuality in the 20th Century, er FANTASTISK. Min underviser er en yngre herre med udtalt interesse for queerteori og homo-historie/rettigheder, hvillket jo er sød musik i mine kønsinteresserede ører. Plus at han er enormt sød og godt kan lide mig (jeg gjorde også en indsats for at charme ham). Vi har aftalt at jeg kan arbejde ekstra til hans fag i bytte for flere ECTS-point, så hans kursus er næsten det eneste jeg behøver at tage. Desuden har han været enormt hjælpsom i forhold til min jagt på et passende emne til min BA-ogave og smidt om sig med mails og kontakter jeg kunne benytte mig af. Det er virkelig dejligt når folk er så hjælpsomme.

Efter lang tids søgen har jeg besluttet mig for at skrive om en video/foto-installation af den polske videokunstner Katarzyna Kozyra. Værket hedder Olympia og har en masse brugbare kunsthistoriske referencer, hvorfor det er smart til en BA. Og så er det selvfølgelig godt. Opgaven skal afleveres i starten af december, så jeg har rimelig travlt. Det er blevet efterår i Warszawa, og aldrig har jeg set så grå en by. Husene er grå, gaderne er grå, mændene er grå. Jeg har, helt alvorligt, ikke set solen i to uger, hver eneste dag vågner jeg til en overskyet himmel og tåge så tyk som ærtesuppe. Det er ikke løgn, jeg har aldrig set tåge så tyk. Det er som om byen har taget en stor dyne over sig og ligger pulserende under den, dens højhuse dækket af lavtliggende skyer. Derfor er det mest presserende spørgsmål lige nu: hvordan organiserer man seks ugers konstant opgavearbejde sådan, at man rent faktisk ser solen, bare lidt? Kl. 17 er det nat hernede, og jeg mærker vinterdesperationen melde sig mere og mere. Jeg sørger for at løbe om dagen et par gange om ugen (men det er svært at nå det når solen går ned kl 16!) og har lavet en regel om at jeg først må bruge min vinterjakke fra d. 1. November. Jeg kommer alligevel til at bo i den de næste seks måneder. Løsningen er to be continued.

Der er også ting der går den bedre vej: da jeg skulle til min første kunsthistorie forelæsning mødte jeg Kasia. Jeg kunne ikke finde salen og bad om hjælp, og så viste hun mig hele instituttet og forklarede alt om opslagstavler og forelæsningslokaler. Det viste sig at undervisningen var rykket, til gengæld var Kasia på vej til studiekreds i køn & kunst – Kolo Gender & Sztuka – som jeg rimelig hurtigt fik klistret mig med på. Organisatioren af studiekredsen hedder Kamil og er totally up in the Warsaw art scene. Sådan lyder han i hvert fald. Og så kender han min BA-kunstner, Kozyra, personligt. Hvor heldig kan man være (især fordi jeg også fik charmet ham godt og grundtigt)? For at være helt ærlig, så er jeg lidt forbeholden overfor Kamil, mest fordi han smider om sig med navne på vigtige folk han kender, vigtige ting han har lavet, vigtige teorier han kender ud og ind. Jeg er ikke så stor fan af sociale strategier der får den Anden til at føle sig lille. Især ikke når den Anden er mig. Men Kamil synes vist at jeg er ok sej, han har i hvert fald spurgt mig om jeg vil skrive for hans engelsksprogede kunstkritik website, og det vil jeg meget gerne. Selvom han er den prototypiske kunst-networker, så er han inspirerende – han fortalte om sit arbejde med en udstilling han arbejder på, queer læsninger af mellemkrigstidens kunstneriske avant-garder i et transnationalt perspektiv (for dem af jer der synes det er spændende), og fortalte med en sådan overbevisning og indlevelse at jeg ikke kunne andet end at være fortryllet. Kamil finder funding til projektet i udlandet, for homo-issues er ikke noget polske myndigheder vil røre med en ildtang. Og hans indstilling til kuratering, (”jeg ser kuratering som en vidensdannende proces. Udstillingen er ikke kun et visuelt produkt, men slutpunktet for en lang forskningsproces med tilhørende seminarer, katalog og udveksling af meninger som tilsammen skaber større viden og nye perspektiver på et givent emne”) fik mig til at gentænke hvad jeg vil lave. Aka jeg vil også være kurator, ligesom alle de andre. Nu må vi se hvad der sker med det hele, men som i måske forstår er der også fremskridt.

Iøvrigt har jeg vist ikke fået fortalt, at jeg er flyttet ind hos Elena med det flyvende internet. Det er dejligt at have et hjem. Jeg har haft besøg af min kære moder, og vi har været i Ikea, så nu har jeg også møbler og et rum som er mit. Elena er sød og vi hygger os når vi endelig ses, der er drikkevand i hanen (!) og et stort vindue hvorfra jeg kan se skyformationerne på himlen når jeg arbejder ved min computer. En mærkelig ting er, at polakker altid trækker gardinerne for. Rytmen i vores lejlighed er at jeg trækker dem alle fra, Elena studser over det og trækker dem for, jeg studser over det og trækker dem fra og så fremdeles. Der er en generel ”den lever bedst, der lever i stilhed” –tilgang til tingene i denne by. Jeg har haft min rævekrave fremme fra gemmerne, men synes faktisk at det er lidt svært at gå med den fordi den tiltrækker enormt meget opmærksomhed. Og i denne by er opmærksomhed ikke nødvendigvis en god ting.

Elena putter ikke æg i køleskabet (ad) og har aldrig arbejdet i sit liv, og så synes hun at mit værelse ligner et kontor. Jeg siger ikke noget til det, men tænker at det føles som om mig og verden har været venner i 100 år, men at hun lige har mødt den. Og at hendes værelse ligner en teenagers. Som Sabina sagde i går: ”alder er bare en faktor”. Desværre. Jeg længes stadig efter meningsfulde samtaler og mennesker jeg kan se op til, men sådan er det altid med begyndelser. Det er heller ikke fordi det er helt galt, Elena er intelligent, og når vi sludrer i køkkenet bliver jeg ofte positivt overrasket over hendes indsigter og holdninger. Hun er virkelig fin.

Næste update snart. Hvis nogen skulle have lyst til at melde sig under besøgsfanerne er jeg klar fra januar. Og til den tid forhåbentlig indehaver af ét stk bachelorgrad, woohoo!

Buschki

Miriam

P.S. Ny snail mail adresse: M. Wistreich, Ul. Stawki 6/74, 00-193 Warszawa, Polska!

Bring warm clothes and be ware of bison!

Kære alle

Mange spændende ting, sager, tanker og begivenheder i anden uge af mit ophold i det polske.

Jeg har afsluttet mit polskkursus og ser nu frem til en uge som forhåbentlig bliver bare lidt mere stille og rolig, fx uden klubbing hver eneste aften. I går havde det seriøst uduelige organisationshold arrangeret bålhygge i Kabaty Skoven. Om sommeren Kabaty, som ligger i udkanten af sovebyen Warszawa, angiveligt site for alle mulige og umulige fester og begivenheder. Man må ikke indtage alkohol på offentlige steder i Polen, så de unge flygter ud i skoven når vejret er varmt og håber at politiet og byværnet ikke følger efter dem. Så i grunden var det en god idé at tage os med derud, nærmest en kulturel opdagelsestur, om man vil. Desværre tror jeg at organisationsgruppen var stive da de arrangerede udflugten. Jeg kunne i hvert fald have gjort det bedre sovende.

Ifølge invitationen, som kun er uddelt på Facebook, skulle vi mødes på metrostationen kl. 18 og følges til bålhygge sammen. Jeg var forsinket (faktisk med en grund, ikke bare sådan!) og kunne derfor ikke mødes med de andre. Jeg fulgtes til de 40 minutter til Kabaty med Adriana fra mit polskhold. Adriana er 22, næsten færdig med sin kandidat i jura og ikke i stand til at sige en sætning uden at nævne sin mor, far eller søskende. Hun er fantastisk sød og fantastisk uselvstændig, og jeg bliver egentlig lidt træt af mig selv over at jeg bliver så irriteret på hende som jeg gør. Adriana kommer fra en søskendeflok på 5 som alle læser jura, så de følges til skole hver dag. For hende er verden virkelig et stort og skræmmende sted. Da vi ankom til metrostationen var der ingen at følges med. Jeg havde aftalt med Martin at han ville guide os til bålet, men der var åbenbart intet net mellem træerne, så det eneste jeg kunne høre var ”bar... lige ud lige ud lige ud ... bål...”. Solen var gået ned og der var intet lys i skoven, som Adriana og jeg tøvende bevægede os ind i. Vi gik og gik på kulsorte stier, efterfulgt af en gruppe polske teenagere der sang kampsange. Det var egentlig betryggende, for skoven føltes ligesom mindre farlig når vi ikke var alene. Men gruppen drejede af og Adriana og jeg var alene med lyset fra min mobil og meget høje, sorte træer til alle sider. Adrianna snakkede non-stop, nærmest til ingen, og blev ved med at sige ”Hvad er det værste der kan ske? Jeg har været på overlevelseskursus, så jeg ved hvilke blade vi kan spise hvis vi bliver væk. Jeg er bybarn, I don’t DO nature. Det minder mig om dengang min far sagde at der var bjørne i skoven. Hvad er det værste der kan ske?” Sandheden var, at det værste der kunne ske var at vi gik tilbage samme vej som vi var kommet (lige ud lige ud lige ud) og tog en taxa hjem. Så ville jeg have brugt 25 kroner på øl og 4 på metro og gå i seng uden alkohol i blodet, og det ville også være ok. Men så ringede Ruben og forklarede vejen, og alting så lysere ud. Stien sluttede og førte os ud på en enorm mark med 15 store lejrbål à la Sankt Hans, og vi fulgte stierne forbi dem og tænkte at det lignede en postapokalyptisk hekseafbrænding. Stemningen var nærmest middelalderlig, dyrisk, men lejrbål og råbende mennesker over det hele. Det endte med at være en rigtig hyggelig aften, faktisk, og ingen blev ædt af hverken bjørne eller bison, som organisatorerne ellers havde sagt at der ville være. Noget af et eventyr, var det.

I den mindre dramatiske afdeling har jeg denne uge holdt et oplæg om videokunst på polsk (svært!) og lavet mange grammatikøvelser (meget svært!). Alina og jeg bonder ret meget herhjemme, hun er virkelig skøn. Nyeste udvikling er at vi hænger ud i køkkenet og hun fortæller om alt muligt spændende (jeg nikker og siger så lange sætninger som mit polske tillader, og håber jeg lyder bare tilnærmelsesvis intelligent). Hun fortæller om sit forhold til religion og den katolske kirke i Polen (”Jeg har lyst til at hælde kogende vand på dem når de går i rækker mod kirken om søndagen!”), om homoseksualitet, om sine patienter på arbejdet, hvordan hun altid prøver at finde noget ved dem hun kan lide, og det indimellem kan være svært. Hendes ene patient er hun meget glad for, hun er intelligent og køn og laver gode, feministiske ting. En anden patient var sur, gammel og grim, men havde så flotte ben. Så Alina sad i deres sessioner og forstillede sig hvordan den grimme patient havde tryllebundet mændene i sin ungdom med sine flotte ben og så gik det alligevel. I det hele taget er det vildt at opleve hvor splittet dette land er. I dag hørte vi fx om en ung kvinde der er blevet blind efter fødslen af sin datter. I Polen er abort kun tilladt efter voldtægt eller hvis graviditeten er skadelig for moderen, men i praksis vil ingen udføre dem. I stedet udføres de illegalt for store summer eller på private køkkenborde. Selvom kvinden havde en diagnose og vidste at graviditeten ville medføre sygdom, var der ikke én læge der var villig til at udføre en abort. Nu har kvinden en skøn, rask datter ved navn Julia, men kan ikke længere se. Homoseksuelle lever ikke åbent, fordi åben homoseksualitet ofte betyder at man mister sit job og iøvrigt bliver offer for diskrimination. Ytringsfrihed er også et spørgsmål til debat. På museet Zacheta blev den foregående direktør fyret efter at have opsat en kritisk udstilling om paven. Der er virkelig mange af denne slags eksempler og en enorm del af befolkningen der støtter den siddende regering og kirken. Jeg bliver meget bevidst om, hvor godt vi har det i Danmark.

Sluttelig har jeg forsøgt at undersøge kunstscenen i Warszawa en smule og har besøgt et par gallerier og samlinger. Jeg leder efter en ung, polsk, kvindelig videokunstner at skrive bacheloropgave om, og alle har været vanvittigt hjælpsomme. Én tog min mail og har undersøgt området for mig, en anden stak mig 2 videoværker som jeg kunne sidde og se i galleriet. Bagefter inviterede hun mig til en fernisering i galleriet, så kunne jeg jo også møde kunstnerne og ejerne. Jeg overvejer at arbejde lidt gratis mens jeg er her, måske bare en dag om ugen, for jeg har ikke specielt brug for penge, men er meget fascineret at scenen hernede. Og jeg savner virkelig nogen som deler min interesse og gider snakke om kunst. Det er åbenbart blevet en helt integreret del af mig, det dér art, og at det at rejse væk har tvunget mig til at reflektere over hvorfor jeg alligevel er så pjattet med det. I morgen skal jeg mødes med en japansk pige som arbejder på museet for nutidskunst i Warszawa, som jeg har fået kontakt med af omveje. Det bliver dejligt. Jeg hygger mig faktisk med de andre studerende, men bliver så træt af indholdsløse samtaler og druk. Jeg håber at vi kan lide hinanden.

I aften er der housewarming med Hoza-shots og jeg vil skynde mig at løbe en tur i skoven inden det bliver mørkt. Tak for jeres fine mails, det er dejligt at få nyt hjemmefra. Tænker på jer!

Calusy

Miriam

Dziekuje Kielbasa Warszawa

Kære alle

Første rejsemail skrives fra altan med udsigt over rækker af grålige betonhøjhuse og grønne arealer. Det lyder slemt, men jeg er nyforelsket i Warszawa, så det er mere eksotisk end ubehageligt og jeg har solen i ansigtet. Jeg bor hos Alina, som er psykolog og meget lun, og hendes søn Antek, som er dj, lidt ældre end mig, og virkelig burde flytte hjemmefra. De har begge været utroligt hjælpsomme, og jeg har lyst til at blive hængende i lejligheden selvom jeg burde flytte lidt videre i stedet for at tære for meget på deres gæstfrihed. Her er så rart, at man næsten kan se bort fra området, der mest minder om en blanding mellem højhusene ved Bellahøj og en virkelig dårlig fortolkning af Le Corbusiers Unité d’habitation à la Ishøj. Men forholdet til disse områder, osiedla, som de kaldes på polsk, er meget anderledes end hos os. Mens de i Danmark er slummede, virker de til bare at være normen her. Hvilket jo er klart nok, eftersom de nok udgør 70% af den Warsovianske boligmasse. Og der er et leben i området som for mig er helt overraskende: der er et ordforråd for de forskellige typer beboere, en norm for hvordan man hilser på hinanden, familier der spadserer i de mellemliggende grønne områder, lokale handlende, tandløse, rynkede damer på bænke, unge kvinder på høje hæle. Jeg bor faktisk i et posh område, selvom det ikke føles sådan. Og så har jeg i øvrigt en bæk og en skov ved siden af, som jeg allerede har løbet ved. Hvis det ikke var fordi det føles som midt i ingenting, ville det være et ret ok sted at leve.

Jeg har set på et par værelser, men har endnu ikke fundet et sted at bo. Det tager tid at få et indtryk af byen, som er udstrakt ligesom Berlin, men kun levende og animeret i midtbyen. Jeg har besluttet at betale lidt mere for at bo godt og centralt, for jeg forudser at Warszawa i februar kan være dræbende deprimeret hvis man bor det forkerte sted. I går kiggede jeg på et værelse i det gamle ghettoområde (som jo er helt vanvittigt stort, det er ikke til at forstå!) hos en meget sød pige, hvis mor havde knaldrødt hår à la Jytte Abildstrøm, kulsorte øjne og talte polsk med den fineste russiske accent. Elena, pigen, præsenterede hende sådan: ”Det er min mor. Hun er fe. Eller heks, om du vil.” Hvorefter Elenas mor spurgte mig om min fødselsdag og var helt stille indtil Elena så på hende og sagde: ”Laver du numerologi på hende nu, mor?”. Angiveligt er jeg tallet 5, hvilket betyder frihed – et udsagn jeg har valgt at acceptere. Jeg skal se på et værelse mere i morgen, et som er mere centralt og billigere, men hvis det ikke er godt tror jeg at jeg vil flytte ind i Elenas spritnye lejlighed med internet der flyver rundt i luften for sig selv, som hun sagde.

Ellers har mine dage været fyldt ret godt op med Erasmus-vodka. Jeg går i sprogskole hver dag fra 9-12.30 og hygger mig med de fire bøjninger og imperativ, diskussioner om homoseksualitet og gamle mænd med unge kærester. Mit hold er så fint og proppet med børn af polske forældre med amputerede forhold til sprog og kultur. Hver eneste aften har den uduelige eventgruppe arrangeret druk på en select klub eller bar, oftest det første. Vi ved jo alle at det ikke kan lade sig gøre at blive venner uden alkohol, og Erasmus handler jo om fest. Jeg føler mig for gammel til den slags hjerneløse udskejelser, men gør det alligevel (jeg er i øvrigt den næstældste af alle de udvekslingsstuderende. Jeg har mødt en enkelt tysker på 27. Snak om kulturchok). Til gengæld har jeg også fået to nye venner, Martin og Julia, og en forkølelse som nu er ved at gå væk.

Byen er spændende: vild, grim, ny, utæmmet, smuk, oppustet, grøn. I går gik jeg fra det gamle ghetto område gennem parker (de er over det hele og så dejlige), over den genopbyggede gamle by til Kulturpaladset, gennem den sydlige midtby hvor man stadig kan finde faldefærdige, men beboede, pre-war bygninger med mosaikker i indgangspartierne og relieffer af Madonna over dørene, til promenaden med Kenzo og Boss og nyrige polakker der drikker latte med french tip manicure på tåneglene. I dag skal jeg til Chopin koncert i Lazienki-parken. Solen skinner, en kaffe to go koster 10 kr og det er meget nemt at føle sig chic blandt dårligt klædte polakker.

Alt i alt har jeg det rimelig sweet. Det er zajebiscie.

Calusy

Miriam