Kære alle
Mange spændende ting, sager, tanker og begivenheder i anden uge af mit ophold i det polske.
Jeg har afsluttet mit polskkursus og ser nu frem til en uge som 
forhåbentlig bliver bare lidt mere stille og rolig, fx uden klubbing hver eneste aften. I går havde det seriøst uduelige organisationshold arrangeret bålhygge i Kabaty Skoven. Om sommeren Kabaty, som ligger i udkanten af sovebyen Warszawa, angiveligt site for alle mulige og umulige fester og begivenheder. Man må ikke indtage alkohol på offentlige steder i Polen, så de unge flygter ud i skoven når vejret er varmt og håber at politiet og byværnet ikke følger efter dem. Så i grunden var det en god idé at tage os med derud, nærmest en kulturel opdagelsestur, om man vil. Desværre tror jeg at organisationsgruppen var stive da de arrangerede udflugten. Jeg kunne i hvert fald have gjort det bedre sovende.
Ifølge invitationen, som kun er uddelt på Facebook, skulle vi mødes på metrostationen kl. 18 og følges til bålhygge sammen. Jeg var forsinket (faktisk med en grund, ikke bare sådan!) og kunne derfor ikke mødes med de andre. Jeg fulgtes til de 40 minutter til Kabaty med Adriana fra mit polskhold. Adriana er 22, næsten færdig med sin kandidat i jura og ikke i stand til at sige en sætning uden at nævne sin mor, far eller søskende. Hun er fantastisk sød og fantastisk uselvstændig, og jeg bliver egentlig lidt træt af mig selv over at jeg bliver så irriteret på hende som jeg gør. Adriana kommer fra en søskendeflok på 5 som alle læser jura, så de følges til skole hver dag. For hende er verden virkelig et stort og skræmmende sted. Da vi ankom til metrostationen var der ingen at følges med. Jeg havde aftalt med Martin at han ville guide os til bålet, men der var åbenbart intet net mellem træerne, så det eneste jeg kunne høre var ”bar... lige ud lige ud lige ud ... bål...”. Solen var gået ned og der var intet lys i skoven, som Adriana og jeg tøvende bevægede os ind i. Vi gik og gik på kulsorte stier, efterfulgt af en gruppe polske teenagere der sang kampsange. Det var egentlig betryggende, for skoven føltes ligesom mindre farlig når vi ikke var alene. Men gruppen drejede af og Adriana og jeg var alene med lyset fra min mobil og meget høje, sorte træer til alle sider. Adrianna snakkede non-stop, nærmest til ingen, og blev ved med at sige ”Hvad er det værste der kan ske? Jeg har været på overlevelseskursus, så jeg ved hvilke blade vi kan spise hvis vi bliver væk. Jeg er bybarn, I don’t DO nature. Det minder mig om dengang min far sagde at der var bjørne i skoven. Hvad er det værste der kan ske?” Sandheden var, at det værste der kunne ske var at vi gik tilbage samme vej som vi var kommet (lige ud lige ud lige ud) og tog en taxa hjem. Så ville jeg have brugt 25 kroner på øl og 4 på metro og gå i seng uden alkohol i blodet, og det ville også være ok. Men så ringede Ruben og forklarede
vejen, og alting så lysere ud. Stien sluttede og førte os ud på en enorm mark med 15 store lejrbål à la Sankt Hans, og vi fulgte stierne forbi dem og tænkte at det lignede en postapokalyptisk hekseafbrænding. Stemningen var nærmest middelalderlig, dyrisk, men lejrbål og råbende mennesker over det hele. Det endte med at være en rigtig hyggelig aften, faktisk, og ingen blev ædt af hverken bjørne eller bison, som organisatorerne ellers havde sagt at der ville være. Noget af et eventyr, var det.
I den mindre dramatiske afdeling har jeg denne uge holdt et oplæg om videokunst på polsk (svært!) og lavet mange grammatikøvelser (meget svært!). Alina og jeg bonder ret meget herhjemme, hun er virkelig skøn. Nyeste udvikling er at vi hænger ud i køkkenet og hun fortæller om alt muligt spændende (jeg nikker og siger så lange sætninger som mit polske tillader, og håber jeg lyder bare tilnærmelsesvis intelligent). Hun fortæller om sit forhold til religion og den katolske kirke i Polen (”Jeg har lyst til at hælde kogende vand på dem når de går i rækker mod kirken om søndagen!”), om homoseksualitet, om sine patienter på arbejdet, hvordan hun altid prøver at finde noget ved dem hun kan lide, og det indimellem kan være svært. Hendes ene patient er hun meget glad for, hun er intelligent og køn og laver gode, feministiske ting. En anden patient var sur, gammel og grim, men havde så flotte ben. Så Alina sad i deres sessioner og forstillede sig hvordan den grimme patient havde tryllebundet mændene i sin ungdom med sine flotte ben og så gik det alligevel. I det hele taget er det vildt at opleve hvor splittet dette land er. I dag hørte vi fx om en ung kvinde der er blevet blind efter fødslen af sin datter. I Polen er abort kun tilladt efter voldtægt eller hvis graviditeten er skadelig for moderen, men i praksis vil ingen udføre dem. I stedet udføres de illegalt for store summer eller på private køkkenborde. Selvom kvinden havde en diagnose og vidste at graviditeten ville medføre sygdom, var der ikke én læge der var villig til at udføre en abort. Nu har kvinden en skøn, rask datter ved navn Julia, men kan ikke længere se. Homoseksuelle lever ikke åbent, fordi åben homoseksualitet ofte betyder at man mister sit job og iøvrigt bliver offer for diskrimination. Ytringsfrihed er også et spørgsmål til debat. På museet Zacheta blev den foregående direktør fyret efter at have opsat en kritisk udstilling om paven. Der er virkelig mange af denne slags eksempler og en enorm del af befolkningen der støtter den siddende regering og kirken. Jeg bliver meget bevidst om, hvor godt vi har det i Danmark.
Sluttelig har jeg forsøgt at undersøge kunstscenen i Warszawa en smule og har besøgt et par gallerier og samlinger. Jeg leder efter en ung, polsk, kvindelig videokunstner at skrive bacheloropgave om, og alle har været vanvittigt hjælpsomme. Én tog min mail og har undersøgt området for mig, en anden stak mig 2 videoværker som jeg kunne sidde og se i galleriet. Bagefter inviterede hun mig til en fernisering i galleriet, så kunne jeg jo også møde kunstnerne og ejerne. Jeg overvejer at arbejde lidt gratis mens jeg er her, måske bare en dag om ugen, for jeg har ikke specielt brug for penge, men er meget fascineret at scenen hernede. Og jeg savner virkelig nogen som deler min interesse og gider snakke om kunst. Det er åbenbart blevet en helt integreret del af mig, det dér art, og at det at rejse væk har tvunget mig til at reflektere over hvorfor jeg alligevel er så pjattet med det. I morgen skal jeg mødes med en japansk pige som arbejder på museet for nutidskunst i Warszawa, som jeg har fået kontakt med af omveje. Det bliver dejligt. Jeg hygger mig faktisk med de andre studerende, men bliver så træt af indholdsløse samtaler og druk. Jeg håber at vi kan lide hinanden.
I aften er der housewarming med Hoza-shots og jeg vil skynde mig at løbe en tur i skoven inden det bliver mørkt. Tak for jeres fine mails, det er dejligt at få nyt hjemmefra. Tænker på jer!
Calusy
Miriam
Ingen kommentarer:
Send en kommentar