Det er en million år siden jeg sidst har blogget. Jeg vil forsøge at være lidt mere vedholdende fra nu af. Dette årets første indslag kommer til at handle mindre om Warszawa og mere om at blive ældre, hvilket jeg igen og igen bliver mindet om er en god ting.
Vinteren har i punktform været
- lang
- kold
- mørk
- begivenhedsløs
Nu er dagen tiltaget og foråret på vej, hvilket selvsagt er kærkomment. Jeg fik i sidste uge besøg af eleverne fra Arkens Billedkunstneriske GrundKursus, bgk, som nogle af jer vil vide er mine højtelskede tidligere elever.
Bgk'erne og deres underviser Thorbjørn ankom til Warszawa onsdag formiddag og tog hjem søndag. I de mellemliggende dage trak jeg dem rundt til alt hvad jeg forestillede mig kunne være interessant at se i Warszawa hvis man er ung og kunstinteresseret. Jeg vil ikke trække fortællingen om vores ture i langdrag, men indskyde at jeg overveje om foretagendet ikke kunne vise sig lukrativt - jeg har i hvert fald fundet et par nye ofre til turen.
Anyways. Bgk'erne er mellem 17 og 22 år gamle, hvilket vil sige at nogle af dem er i deres ungdoms forår og nogle næsten er lige så gamle som mig. Det betyder også at de tematikker eleverne slås med og er interesserede i er meget forskelligartede, at de befandt sig forskellige steder i deres personlige udvikling og havde helt forskellige behov (så forskellige som sådanne behov nu tager sig ud når alle kommer fra en dansk middelklassebaggrund, eller, som Thorbjørn sagde det, fra hjem hvor der er flere bøger end tv-kanaler).
Jeg kan selvfølgelig kun sige noget om hvordan min undervisning har indvirket på eleverne i det omfang de har udtrykt spor efter den på forskellige måder. Man håber vel altid at det man siger sætter spor, men man kan aldrig vide. Derfor blev jeg også meget stolt da Lucas fortalte mig om den performance han havde udtænkt som svar på turens opgave (lave et værk om din oplevelse af Polen. Ikke om Polen, men hvordan du møder landet.): Lucas' idé var at synge "Solen er så rød mor" ind i dørtelefonen i en Polsk opgang. For ham var sangen noget så specifikt dansk og på én gang melankolsk, smukt og skræmmende, måske lidt som han oplevede Warszawa filosoferer jeg, og så rig på billedsprog, eksempelvis den røde sol som på én gang stod for ham som den kommunistiske moder og billedet på den socialistiske stats tærende magt. Wow tænkte jeg, for den Polske Moder havde jeg nævnt i en bisætning på den første dag og den gestus at synge ind i en dørtelefon på et sprog modtageren ikke vil forstå er for mig en utroligt intelligent og rammende løsning på den stillede opgave, og på en illustration af hvordan man altid oplever subjektiv og altid vil møde verden farvet af sine egne oplevelser og sin egen socialisering. På den måde er man altid isoleret og på afstand af dem man møder, og i Lucas' performance blev sprogbarrieren og det elektroniske netværk der forbandt ham med hans polske lytter et meget formfuldendt eksempel på dette. Jeg var både stolt og rørt da han fortalte mig om sin idé.
Generelt udmærkede eleverne sig ved at have helt utroligt meget personlighed alle sammen. Det kan godt være et problem hvis man er 18 år gammel - sådan husker jeg i hvert fald min egen tid som teenager - det er ikke altid individualitet der bliver belønnet i den homogenitetskultur folkeskolen og gymnasiet er (for mig). At være teenager var præget af en følelse af forkerthed og en hysterisk skråsikkerhed der nærmest slog over i sin modsætning og gjorde at man altid var helt fortabt. Alting var uoverskueligt og jeg forstod ikke hvorfor. I dag er alting også uoverskueligt, men i det mindste har jeg accepteret at jeg intet ved og har meget lettere ved at rumme min egen lidenhed. At være 18 år var tænderskærende besværligt, vildt kompliceret, famlen i blinde, ensomt og overvældende. Men det var også at være levende i en verden der hele tiden bød på nyt og imponerede, noget jeg har savnet mens jeg har været i Warszawa. Jeg husker hvordan alle mennesker var så spændende, at være færdig med gymnasiet og have holdt sabbatår var et kvalitetsstempel i sig selv, også selvom man havde rejst rundt i Asien og kun snakket med danskere. Hvert år nogen havde været længere på jorden end mig bar en lille forhåbning om at de havde fundet svaret og sad inde med den hellige gral. Og således videre til en anden af bgk'erne, der nærmest i én sætning fortalte mig at "jeg er jo utroligt ung, jeg er kun 18 år," og "jeg tror bare at de næste par år handler om at jeg skal finde en teori der gælder for mig og hele verden.". Pyh, tænkte jeg, det var en lille udgave af at få slået luften ud af lungerne. Og siden blev jeg så utroligt glad for mine snart 25 år og for at jeg aldrig nogensinde skal være hverken 13, 15, 17 eller 18 år igen. Hvis min tid i Warszawa har været mærket af at jeg har følt mig gammel, og det gør man ret let når ens community gennemsnitlig er 21 år gamle, bruger al deres tid på øl og ligner spørgsmålstegn når man siger at forelæsningen bliver spændende, så var denne weekend den bedste påmindelse om hvor fantastisk dejligt det er at blive ældre.
Med denne genfundne indsigt og min nye skærpede følelse for teenagealderens drama faldt jeg over dette:
En ting der både er mærkeligt og interessant hos teenagere er deres spirende og uafklarede seksualitet og den måde denne behandles diskursivt og i medier af forskellig art. Da jeg var 14 år snakkede vi sørme meget om drenge, om at tungekysse, om hvem der kunne lide hvem. Dette var lige inden jeg tog på efterskole og om aftenen lå jeg i min seng og drømte om Mads Fælled med det fedtede hår og den blå skijakke og om hvordan det mon ville være at få min første kæreste. Dengang som nu lå jeg under for en række konventioner for hvem man er tiltrukket af og hvordan, for fortællingen om hvordan man bliver rigtigt kærester.
Morten Filipsen er castet ret fint i rollen som 15-årig pigebedårer og da jeg fandt videoen på youtube tænkte jeg at hvis jeg var 13 år ville jeg synes han var skøn. Det jeg synes er så utrolig mærkværdigt er hvordan den sang og den performance svarer så godt til hvordan jeg husker det at være teenager: at være så forvirret og fanget mellem en børneverden man var for gammel til og en voksenverden man ikke forstod. Morten Filipsen er den 15-årige efterligner af en lang tradition af mandlige sangere med sovekammerøjne der får unge pigers hjerter til at smelte, men han er alligevel stadig en dreng der synes fanget mellem seriøsiteten i sit foretagende og sin egen manglende indsigt. Det samme med hans dansepiger Anne og Jane, der vrikker stivhoftede rundt på scenen med tuperet hår og vatterede bh'er i en dans der hverken både-og og hverken-eller er sexet og barnlig.
Sangen selv handler om forelskelse som den opleves når man er ung og genert, men egentlig også når man er gammel og genert, og den er præget af clichéer som jeg tydeligt erindrer at have internaliseret da jeg var 14 år gammel. "Jeg har brug for en pige som dig / du er alt hva' jeg går og ønsker mig / for jeg ved at du har, det der gør jeg er klar / og du' ikk' som de andre pi'r" synger Morten, og det tydeligste i hele sangen er det totale fravær af denne pige der er så anderledes - hun eksisterer kun som de følelser Morten har. For hvordan skulle man kunne skrive en sang om en teenagepige der vitterlig er anderledes, når anderledeshed i den gruppe er en så stigmatiserende ting. Sangen bærer det største paradoks: den bekræfter på én gang idéen om at anderledeshed kan være godt, men samtidig ved vi alle at anderledeshed kun er godt indenfor et meget smalt mulighedsfelt når man er teenager. De piger som virkelig ikke var som de andre var nok dem der måtte nøjes med de nørdede drenge. Og så er vi tilbage til bgk'erne, hvor nogle har så meget at byde og et virkelig utaknemmeligt publikum af pubærtære midtersøgende drenge at byde det til. De stakler.
Sikken en freudiansk læsning, vil nogle af jer sikkert indvende. Og det er nok ikke meget fejlslagent. Men det er egentlig ikke det, det handler om. Det, det handler om er min taknemmelighed over at at jo ældre vi bliver des mere værdsættes forskellighed og individualitet og des mere (begrænset) spillerum får vi alle. Og det er da godt nok dejligt. Så jeg har denne weekend sluttet fred med min alder og brokker mig ikke længere (ret meget).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar