Dziekuje Kielbasa Warszawa

Kære alle

Første rejsemail skrives fra altan med udsigt over rækker af grålige betonhøjhuse og grønne arealer. Det lyder slemt, men jeg er nyforelsket i Warszawa, så det er mere eksotisk end ubehageligt og jeg har solen i ansigtet. Jeg bor hos Alina, som er psykolog og meget lun, og hendes søn Antek, som er dj, lidt ældre end mig, og virkelig burde flytte hjemmefra. De har begge været utroligt hjælpsomme, og jeg har lyst til at blive hængende i lejligheden selvom jeg burde flytte lidt videre i stedet for at tære for meget på deres gæstfrihed. Her er så rart, at man næsten kan se bort fra området, der mest minder om en blanding mellem højhusene ved Bellahøj og en virkelig dårlig fortolkning af Le Corbusiers Unité d’habitation à la Ishøj. Men forholdet til disse områder, osiedla, som de kaldes på polsk, er meget anderledes end hos os. Mens de i Danmark er slummede, virker de til bare at være normen her. Hvilket jo er klart nok, eftersom de nok udgør 70% af den Warsovianske boligmasse. Og der er et leben i området som for mig er helt overraskende: der er et ordforråd for de forskellige typer beboere, en norm for hvordan man hilser på hinanden, familier der spadserer i de mellemliggende grønne områder, lokale handlende, tandløse, rynkede damer på bænke, unge kvinder på høje hæle. Jeg bor faktisk i et posh område, selvom det ikke føles sådan. Og så har jeg i øvrigt en bæk og en skov ved siden af, som jeg allerede har løbet ved. Hvis det ikke var fordi det føles som midt i ingenting, ville det være et ret ok sted at leve.

Jeg har set på et par værelser, men har endnu ikke fundet et sted at bo. Det tager tid at få et indtryk af byen, som er udstrakt ligesom Berlin, men kun levende og animeret i midtbyen. Jeg har besluttet at betale lidt mere for at bo godt og centralt, for jeg forudser at Warszawa i februar kan være dræbende deprimeret hvis man bor det forkerte sted. I går kiggede jeg på et værelse i det gamle ghettoområde (som jo er helt vanvittigt stort, det er ikke til at forstå!) hos en meget sød pige, hvis mor havde knaldrødt hår à la Jytte Abildstrøm, kulsorte øjne og talte polsk med den fineste russiske accent. Elena, pigen, præsenterede hende sådan: ”Det er min mor. Hun er fe. Eller heks, om du vil.” Hvorefter Elenas mor spurgte mig om min fødselsdag og var helt stille indtil Elena så på hende og sagde: ”Laver du numerologi på hende nu, mor?”. Angiveligt er jeg tallet 5, hvilket betyder frihed – et udsagn jeg har valgt at acceptere. Jeg skal se på et værelse mere i morgen, et som er mere centralt og billigere, men hvis det ikke er godt tror jeg at jeg vil flytte ind i Elenas spritnye lejlighed med internet der flyver rundt i luften for sig selv, som hun sagde.

Ellers har mine dage været fyldt ret godt op med Erasmus-vodka. Jeg går i sprogskole hver dag fra 9-12.30 og hygger mig med de fire bøjninger og imperativ, diskussioner om homoseksualitet og gamle mænd med unge kærester. Mit hold er så fint og proppet med børn af polske forældre med amputerede forhold til sprog og kultur. Hver eneste aften har den uduelige eventgruppe arrangeret druk på en select klub eller bar, oftest det første. Vi ved jo alle at det ikke kan lade sig gøre at blive venner uden alkohol, og Erasmus handler jo om fest. Jeg føler mig for gammel til den slags hjerneløse udskejelser, men gør det alligevel (jeg er i øvrigt den næstældste af alle de udvekslingsstuderende. Jeg har mødt en enkelt tysker på 27. Snak om kulturchok). Til gengæld har jeg også fået to nye venner, Martin og Julia, og en forkølelse som nu er ved at gå væk.

Byen er spændende: vild, grim, ny, utæmmet, smuk, oppustet, grøn. I går gik jeg fra det gamle ghetto område gennem parker (de er over det hele og så dejlige), over den genopbyggede gamle by til Kulturpaladset, gennem den sydlige midtby hvor man stadig kan finde faldefærdige, men beboede, pre-war bygninger med mosaikker i indgangspartierne og relieffer af Madonna over dørene, til promenaden med Kenzo og Boss og nyrige polakker der drikker latte med french tip manicure på tåneglene. I dag skal jeg til Chopin koncert i Lazienki-parken. Solen skinner, en kaffe to go koster 10 kr og det er meget nemt at føle sig chic blandt dårligt klædte polakker.

Alt i alt har jeg det rimelig sweet. Det er zajebiscie.

Calusy

Miriam