Polski holidays vol. 1

Kære alle

Det polske efterår er fuldt af helligdage. Og regnvejr, men det behøver vi ikke tale om. Sæsonens første var allehelgensdag, som man faktisk gør noget ud af hernede. "Chodzimy po grobach", siger man: familierne mødes og går fra grav til grav med blomster og stearinlys. Det er en ret stor ting, togene er proppet og prisen på nelliker og gravlys stiger eksponentielt op til helligdagen. Jeg havde faktisk også en grav at besøge i år - bizart nok - min farfars, som min tilfløjne mor havde lovet at finde til lejligheden.

Der er 3 kirkegårde i mit område, som denne søndag var udstyret med ekstra busser og sporvogne til masserne. Mor og jeg spadserede først på den jødiske kirkegård, der ligger omkranset af en kæmpe rød mur ved siden af storcentret Klif. Det er en verden for sig, lag på lag på lag af grave og navne og afdøde, som et patchwork mellem nedfaldne blade og høje slanke træer der rækker op i himlen. Det er interessant hvordan kirkegårde har forskellige infrastrukturer og arkitektoniske ansigter afhængig af hvilken tro de tilhører. Pere Lachaise i Paris (og sydeuropæiske kirkegårde generelt, tror jeg nok) er for eksempel ligesom en lille by til døde mennesker hvor hver afdød har sit eget lille hus ud til vejen. Den jødiske var vild og uplejet, nærmest ruinøs og kæmpestor, som om den aldrig sluttede. Da man ikke må fjerne gravsteder på jødiske kirkegårde lå stenene spredt og ødelagt henover hinanden, sorte af skidt og tid. Jeg kan aldrig helt forstå at hver sten er lig med et levet liv, en afgået krop med minder og livretter.

Så gik solen ned og vi tog bussen til den sidste kirkegård forbi horder af mennesker på vej på gravbesøg. Den næste kirkegård er omringet af en hvid mur som var plastret til med boder der solgte stearinlys i alle størrelser og blomster i alle indfarvninger (puh, de har dårlig smag i blomster i dette her land). Det mindede mere om et loppemarked end en helligdag for døde sjæle. Man kunne endda købe kager (og det gjorde jeg for at pleje mine tømmermænd). Cirkus.

Kirkegården var proppet med mennesker der tændte lys i skumringen - børn, forældre, bedsteforældre, par. Jeg havde forventet en noget andægtig stemning, men egentlig var det omtrent så fredfyldt som lørdag formiddag i Føtex. Ved de store gravsteder samledes folk i kredse og tændte lys for hedengangne politiske ledere og forfattere så lysene stod i store cirkler. Min veninde Julia fortalte efterfølgende at hun havde spurgt en kvinde der tændte et lys ved et stort gravsted hvem hun tændte for, og kvinden havde svaret: "Øøh. Solidarnosc, tror jeg da nok." Men det var smukt at gå rundt på kirkegården og se lysene flakke i tusmørket, og vi tændte et lys og lagde to blomster på min farfars grav, og så tænkte jeg lidt over hvordan det eneste der er tilbage af os når vi dør er et navn på en sten i et land hvor alle er væk.

I det hele taget er det sønderrivende hvordan denne by er arret af historien. Der går ikke en dag uden at jeg bliver mindet om ofrene for krige, oprør og undertrykkelse i Warszawas historie. Ikke at det er en dårlig ting, det er bare. Hvordan kunne man også gøre andet. På min gade lå Umschlagplatz hvorfra jøderne blev deporteret i vogne under krigen, ghettomuren er markeret i fortovet som jeg krydser hver dag, overalt er der monumenter for de dræbte og kæmpende. Som om byens overflade bogstavelig talt er fuldt af ar, sår og skorper efter dem der omkom, en ødelagt urban krop. Og det er underligt hvordan noget så

skrækkeligt og makabert kan forvandle sig til nostalgi bare på grund af tid. På kirkegården faldt jeg fx over dette:

Hundreder af navne på unge mænd der omkom under første verdens krig. Og det var så grusomt og så smukt på samme tid, med stearinlys på korsenes arbme så langt øjet rakte. Eller det næste,

Navne og alder på faldne i Warszawa opstanden under anden verdenskrig. Wojciech og Andrzej var 19 og 21. I det hele taget føles denne by indimellem som en stor slagmark.
Elena sagde engang at hun ikke kan forstå når folk siger at Warszawa er grim. Hele byen blev jo ødelagt, den var væk og fandtes ikke mere, men så byggede man den igen. Den hele på 50 år. Det er der ikke noget grimt ved. Når hun siger den slags ting synes jeg at hun er den bedste roomie i verden. Jeg synes heller ikke at der er ret meget grimt ved Warszawa, andet end måske den totale mangel på solskin. Byen minder mig ofte om at værdsætte at jeg er i live, og selvom det er lidt grusomt er det mest godt.

Kærligste hilsner



Miriam