Nie chstem, ale muszem

Kære alle

Jeg ved godt at mine indlæg ikke er særligt "skriv til nettet"-venlige. Bær over med mig.

Siden min sidste mail er der sket en masse – jeg har været på kajaktur i Mazury, landet med de 1000 søer, er gået i gang med kurser og arbejder hårdt på min bacheloropgave, som skal afleveres lige om lidt.

Kursusstart har været af vekslende kvalitet. Mit ene kursus, Audiovisuel kultur efter 1945, viste sig at være lidt af en farce. Kurset var på engelsk, men med en polsk professor hvis engelske var knoglebrækkende dårligt. Jeg sad bagest og skar tænder mens hun, som den totale kliché på en forvirret uni-professor med langt, slasket hår, forsøgte at illustrere pointer om lyd og rytme ved selv at synge uddrag af forskellige musikstykker. Stemningen i salen var skrækkelig – de studerende snakkede og sendte små tegninger rundt, og jeg blev mere og mere irriteret. Så det kursus har jeg droppet igen. Livet er for kort til dårlig undervisning. Især fordi mit andet kursus, Gender & Sexuality in the 20th Century, er FANTASTISK. Min underviser er en yngre herre med udtalt interesse for queerteori og homo-historie/rettigheder, hvillket jo er sød musik i mine kønsinteresserede ører. Plus at han er enormt sød og godt kan lide mig (jeg gjorde også en indsats for at charme ham). Vi har aftalt at jeg kan arbejde ekstra til hans fag i bytte for flere ECTS-point, så hans kursus er næsten det eneste jeg behøver at tage. Desuden har han været enormt hjælpsom i forhold til min jagt på et passende emne til min BA-ogave og smidt om sig med mails og kontakter jeg kunne benytte mig af. Det er virkelig dejligt når folk er så hjælpsomme.

Efter lang tids søgen har jeg besluttet mig for at skrive om en video/foto-installation af den polske videokunstner Katarzyna Kozyra. Værket hedder Olympia og har en masse brugbare kunsthistoriske referencer, hvorfor det er smart til en BA. Og så er det selvfølgelig godt. Opgaven skal afleveres i starten af december, så jeg har rimelig travlt. Det er blevet efterår i Warszawa, og aldrig har jeg set så grå en by. Husene er grå, gaderne er grå, mændene er grå. Jeg har, helt alvorligt, ikke set solen i to uger, hver eneste dag vågner jeg til en overskyet himmel og tåge så tyk som ærtesuppe. Det er ikke løgn, jeg har aldrig set tåge så tyk. Det er som om byen har taget en stor dyne over sig og ligger pulserende under den, dens højhuse dækket af lavtliggende skyer. Derfor er det mest presserende spørgsmål lige nu: hvordan organiserer man seks ugers konstant opgavearbejde sådan, at man rent faktisk ser solen, bare lidt? Kl. 17 er det nat hernede, og jeg mærker vinterdesperationen melde sig mere og mere. Jeg sørger for at løbe om dagen et par gange om ugen (men det er svært at nå det når solen går ned kl 16!) og har lavet en regel om at jeg først må bruge min vinterjakke fra d. 1. November. Jeg kommer alligevel til at bo i den de næste seks måneder. Løsningen er to be continued.

Der er også ting der går den bedre vej: da jeg skulle til min første kunsthistorie forelæsning mødte jeg Kasia. Jeg kunne ikke finde salen og bad om hjælp, og så viste hun mig hele instituttet og forklarede alt om opslagstavler og forelæsningslokaler. Det viste sig at undervisningen var rykket, til gengæld var Kasia på vej til studiekreds i køn & kunst – Kolo Gender & Sztuka – som jeg rimelig hurtigt fik klistret mig med på. Organisatioren af studiekredsen hedder Kamil og er totally up in the Warsaw art scene. Sådan lyder han i hvert fald. Og så kender han min BA-kunstner, Kozyra, personligt. Hvor heldig kan man være (især fordi jeg også fik charmet ham godt og grundtigt)? For at være helt ærlig, så er jeg lidt forbeholden overfor Kamil, mest fordi han smider om sig med navne på vigtige folk han kender, vigtige ting han har lavet, vigtige teorier han kender ud og ind. Jeg er ikke så stor fan af sociale strategier der får den Anden til at føle sig lille. Især ikke når den Anden er mig. Men Kamil synes vist at jeg er ok sej, han har i hvert fald spurgt mig om jeg vil skrive for hans engelsksprogede kunstkritik website, og det vil jeg meget gerne. Selvom han er den prototypiske kunst-networker, så er han inspirerende – han fortalte om sit arbejde med en udstilling han arbejder på, queer læsninger af mellemkrigstidens kunstneriske avant-garder i et transnationalt perspektiv (for dem af jer der synes det er spændende), og fortalte med en sådan overbevisning og indlevelse at jeg ikke kunne andet end at være fortryllet. Kamil finder funding til projektet i udlandet, for homo-issues er ikke noget polske myndigheder vil røre med en ildtang. Og hans indstilling til kuratering, (”jeg ser kuratering som en vidensdannende proces. Udstillingen er ikke kun et visuelt produkt, men slutpunktet for en lang forskningsproces med tilhørende seminarer, katalog og udveksling af meninger som tilsammen skaber større viden og nye perspektiver på et givent emne”) fik mig til at gentænke hvad jeg vil lave. Aka jeg vil også være kurator, ligesom alle de andre. Nu må vi se hvad der sker med det hele, men som i måske forstår er der også fremskridt.

Iøvrigt har jeg vist ikke fået fortalt, at jeg er flyttet ind hos Elena med det flyvende internet. Det er dejligt at have et hjem. Jeg har haft besøg af min kære moder, og vi har været i Ikea, så nu har jeg også møbler og et rum som er mit. Elena er sød og vi hygger os når vi endelig ses, der er drikkevand i hanen (!) og et stort vindue hvorfra jeg kan se skyformationerne på himlen når jeg arbejder ved min computer. En mærkelig ting er, at polakker altid trækker gardinerne for. Rytmen i vores lejlighed er at jeg trækker dem alle fra, Elena studser over det og trækker dem for, jeg studser over det og trækker dem fra og så fremdeles. Der er en generel ”den lever bedst, der lever i stilhed” –tilgang til tingene i denne by. Jeg har haft min rævekrave fremme fra gemmerne, men synes faktisk at det er lidt svært at gå med den fordi den tiltrækker enormt meget opmærksomhed. Og i denne by er opmærksomhed ikke nødvendigvis en god ting.

Elena putter ikke æg i køleskabet (ad) og har aldrig arbejdet i sit liv, og så synes hun at mit værelse ligner et kontor. Jeg siger ikke noget til det, men tænker at det føles som om mig og verden har været venner i 100 år, men at hun lige har mødt den. Og at hendes værelse ligner en teenagers. Som Sabina sagde i går: ”alder er bare en faktor”. Desværre. Jeg længes stadig efter meningsfulde samtaler og mennesker jeg kan se op til, men sådan er det altid med begyndelser. Det er heller ikke fordi det er helt galt, Elena er intelligent, og når vi sludrer i køkkenet bliver jeg ofte positivt overrasket over hendes indsigter og holdninger. Hun er virkelig fin.

Næste update snart. Hvis nogen skulle have lyst til at melde sig under besøgsfanerne er jeg klar fra januar. Og til den tid forhåbentlig indehaver af ét stk bachelorgrad, woohoo!

Buschki

Miriam

P.S. Ny snail mail adresse: M. Wistreich, Ul. Stawki 6/74, 00-193 Warszawa, Polska!