Pictures z Warszawy

The polish men have notoriously flat back-heads. The beautiful man-ratio must be around 1:1000. I have been counting since my arrival and am now up to 13. It is tough. No eyecandy. Tough, I tell you.

My new kitchen. Not bad, huh? We even have a tap for drinking water, thank the Lord.


All I want for christmas, is this body lotion to lift me up.

These pictures are from the lovely month of September, when I still saw the sun on a daily basis. As some of you know, I love fresh food markets, and Poland is top knotch. Every day, Pan Staszek (below) drives to the city with fruits and vegetables straight from the land. Food just has more taste here, there are always 3 kinds of plumbs and 4 kinds of tomatoes, and i shop for a week for 25 zlotis (around 5 euros). I love.

Nie chstem, ale muszem

Kære alle

Jeg ved godt at mine indlæg ikke er særligt "skriv til nettet"-venlige. Bær over med mig.

Siden min sidste mail er der sket en masse – jeg har været på kajaktur i Mazury, landet med de 1000 søer, er gået i gang med kurser og arbejder hårdt på min bacheloropgave, som skal afleveres lige om lidt.

Kursusstart har været af vekslende kvalitet. Mit ene kursus, Audiovisuel kultur efter 1945, viste sig at være lidt af en farce. Kurset var på engelsk, men med en polsk professor hvis engelske var knoglebrækkende dårligt. Jeg sad bagest og skar tænder mens hun, som den totale kliché på en forvirret uni-professor med langt, slasket hår, forsøgte at illustrere pointer om lyd og rytme ved selv at synge uddrag af forskellige musikstykker. Stemningen i salen var skrækkelig – de studerende snakkede og sendte små tegninger rundt, og jeg blev mere og mere irriteret. Så det kursus har jeg droppet igen. Livet er for kort til dårlig undervisning. Især fordi mit andet kursus, Gender & Sexuality in the 20th Century, er FANTASTISK. Min underviser er en yngre herre med udtalt interesse for queerteori og homo-historie/rettigheder, hvillket jo er sød musik i mine kønsinteresserede ører. Plus at han er enormt sød og godt kan lide mig (jeg gjorde også en indsats for at charme ham). Vi har aftalt at jeg kan arbejde ekstra til hans fag i bytte for flere ECTS-point, så hans kursus er næsten det eneste jeg behøver at tage. Desuden har han været enormt hjælpsom i forhold til min jagt på et passende emne til min BA-ogave og smidt om sig med mails og kontakter jeg kunne benytte mig af. Det er virkelig dejligt når folk er så hjælpsomme.

Efter lang tids søgen har jeg besluttet mig for at skrive om en video/foto-installation af den polske videokunstner Katarzyna Kozyra. Værket hedder Olympia og har en masse brugbare kunsthistoriske referencer, hvorfor det er smart til en BA. Og så er det selvfølgelig godt. Opgaven skal afleveres i starten af december, så jeg har rimelig travlt. Det er blevet efterår i Warszawa, og aldrig har jeg set så grå en by. Husene er grå, gaderne er grå, mændene er grå. Jeg har, helt alvorligt, ikke set solen i to uger, hver eneste dag vågner jeg til en overskyet himmel og tåge så tyk som ærtesuppe. Det er ikke løgn, jeg har aldrig set tåge så tyk. Det er som om byen har taget en stor dyne over sig og ligger pulserende under den, dens højhuse dækket af lavtliggende skyer. Derfor er det mest presserende spørgsmål lige nu: hvordan organiserer man seks ugers konstant opgavearbejde sådan, at man rent faktisk ser solen, bare lidt? Kl. 17 er det nat hernede, og jeg mærker vinterdesperationen melde sig mere og mere. Jeg sørger for at løbe om dagen et par gange om ugen (men det er svært at nå det når solen går ned kl 16!) og har lavet en regel om at jeg først må bruge min vinterjakke fra d. 1. November. Jeg kommer alligevel til at bo i den de næste seks måneder. Løsningen er to be continued.

Der er også ting der går den bedre vej: da jeg skulle til min første kunsthistorie forelæsning mødte jeg Kasia. Jeg kunne ikke finde salen og bad om hjælp, og så viste hun mig hele instituttet og forklarede alt om opslagstavler og forelæsningslokaler. Det viste sig at undervisningen var rykket, til gengæld var Kasia på vej til studiekreds i køn & kunst – Kolo Gender & Sztuka – som jeg rimelig hurtigt fik klistret mig med på. Organisatioren af studiekredsen hedder Kamil og er totally up in the Warsaw art scene. Sådan lyder han i hvert fald. Og så kender han min BA-kunstner, Kozyra, personligt. Hvor heldig kan man være (især fordi jeg også fik charmet ham godt og grundtigt)? For at være helt ærlig, så er jeg lidt forbeholden overfor Kamil, mest fordi han smider om sig med navne på vigtige folk han kender, vigtige ting han har lavet, vigtige teorier han kender ud og ind. Jeg er ikke så stor fan af sociale strategier der får den Anden til at føle sig lille. Især ikke når den Anden er mig. Men Kamil synes vist at jeg er ok sej, han har i hvert fald spurgt mig om jeg vil skrive for hans engelsksprogede kunstkritik website, og det vil jeg meget gerne. Selvom han er den prototypiske kunst-networker, så er han inspirerende – han fortalte om sit arbejde med en udstilling han arbejder på, queer læsninger af mellemkrigstidens kunstneriske avant-garder i et transnationalt perspektiv (for dem af jer der synes det er spændende), og fortalte med en sådan overbevisning og indlevelse at jeg ikke kunne andet end at være fortryllet. Kamil finder funding til projektet i udlandet, for homo-issues er ikke noget polske myndigheder vil røre med en ildtang. Og hans indstilling til kuratering, (”jeg ser kuratering som en vidensdannende proces. Udstillingen er ikke kun et visuelt produkt, men slutpunktet for en lang forskningsproces med tilhørende seminarer, katalog og udveksling af meninger som tilsammen skaber større viden og nye perspektiver på et givent emne”) fik mig til at gentænke hvad jeg vil lave. Aka jeg vil også være kurator, ligesom alle de andre. Nu må vi se hvad der sker med det hele, men som i måske forstår er der også fremskridt.

Iøvrigt har jeg vist ikke fået fortalt, at jeg er flyttet ind hos Elena med det flyvende internet. Det er dejligt at have et hjem. Jeg har haft besøg af min kære moder, og vi har været i Ikea, så nu har jeg også møbler og et rum som er mit. Elena er sød og vi hygger os når vi endelig ses, der er drikkevand i hanen (!) og et stort vindue hvorfra jeg kan se skyformationerne på himlen når jeg arbejder ved min computer. En mærkelig ting er, at polakker altid trækker gardinerne for. Rytmen i vores lejlighed er at jeg trækker dem alle fra, Elena studser over det og trækker dem for, jeg studser over det og trækker dem fra og så fremdeles. Der er en generel ”den lever bedst, der lever i stilhed” –tilgang til tingene i denne by. Jeg har haft min rævekrave fremme fra gemmerne, men synes faktisk at det er lidt svært at gå med den fordi den tiltrækker enormt meget opmærksomhed. Og i denne by er opmærksomhed ikke nødvendigvis en god ting.

Elena putter ikke æg i køleskabet (ad) og har aldrig arbejdet i sit liv, og så synes hun at mit værelse ligner et kontor. Jeg siger ikke noget til det, men tænker at det føles som om mig og verden har været venner i 100 år, men at hun lige har mødt den. Og at hendes værelse ligner en teenagers. Som Sabina sagde i går: ”alder er bare en faktor”. Desværre. Jeg længes stadig efter meningsfulde samtaler og mennesker jeg kan se op til, men sådan er det altid med begyndelser. Det er heller ikke fordi det er helt galt, Elena er intelligent, og når vi sludrer i køkkenet bliver jeg ofte positivt overrasket over hendes indsigter og holdninger. Hun er virkelig fin.

Næste update snart. Hvis nogen skulle have lyst til at melde sig under besøgsfanerne er jeg klar fra januar. Og til den tid forhåbentlig indehaver af ét stk bachelorgrad, woohoo!

Buschki

Miriam

P.S. Ny snail mail adresse: M. Wistreich, Ul. Stawki 6/74, 00-193 Warszawa, Polska!

Bring warm clothes and be ware of bison!

Kære alle

Mange spændende ting, sager, tanker og begivenheder i anden uge af mit ophold i det polske.

Jeg har afsluttet mit polskkursus og ser nu frem til en uge som forhåbentlig bliver bare lidt mere stille og rolig, fx uden klubbing hver eneste aften. I går havde det seriøst uduelige organisationshold arrangeret bålhygge i Kabaty Skoven. Om sommeren Kabaty, som ligger i udkanten af sovebyen Warszawa, angiveligt site for alle mulige og umulige fester og begivenheder. Man må ikke indtage alkohol på offentlige steder i Polen, så de unge flygter ud i skoven når vejret er varmt og håber at politiet og byværnet ikke følger efter dem. Så i grunden var det en god idé at tage os med derud, nærmest en kulturel opdagelsestur, om man vil. Desværre tror jeg at organisationsgruppen var stive da de arrangerede udflugten. Jeg kunne i hvert fald have gjort det bedre sovende.

Ifølge invitationen, som kun er uddelt på Facebook, skulle vi mødes på metrostationen kl. 18 og følges til bålhygge sammen. Jeg var forsinket (faktisk med en grund, ikke bare sådan!) og kunne derfor ikke mødes med de andre. Jeg fulgtes til de 40 minutter til Kabaty med Adriana fra mit polskhold. Adriana er 22, næsten færdig med sin kandidat i jura og ikke i stand til at sige en sætning uden at nævne sin mor, far eller søskende. Hun er fantastisk sød og fantastisk uselvstændig, og jeg bliver egentlig lidt træt af mig selv over at jeg bliver så irriteret på hende som jeg gør. Adriana kommer fra en søskendeflok på 5 som alle læser jura, så de følges til skole hver dag. For hende er verden virkelig et stort og skræmmende sted. Da vi ankom til metrostationen var der ingen at følges med. Jeg havde aftalt med Martin at han ville guide os til bålet, men der var åbenbart intet net mellem træerne, så det eneste jeg kunne høre var ”bar... lige ud lige ud lige ud ... bål...”. Solen var gået ned og der var intet lys i skoven, som Adriana og jeg tøvende bevægede os ind i. Vi gik og gik på kulsorte stier, efterfulgt af en gruppe polske teenagere der sang kampsange. Det var egentlig betryggende, for skoven føltes ligesom mindre farlig når vi ikke var alene. Men gruppen drejede af og Adriana og jeg var alene med lyset fra min mobil og meget høje, sorte træer til alle sider. Adrianna snakkede non-stop, nærmest til ingen, og blev ved med at sige ”Hvad er det værste der kan ske? Jeg har været på overlevelseskursus, så jeg ved hvilke blade vi kan spise hvis vi bliver væk. Jeg er bybarn, I don’t DO nature. Det minder mig om dengang min far sagde at der var bjørne i skoven. Hvad er det værste der kan ske?” Sandheden var, at det værste der kunne ske var at vi gik tilbage samme vej som vi var kommet (lige ud lige ud lige ud) og tog en taxa hjem. Så ville jeg have brugt 25 kroner på øl og 4 på metro og gå i seng uden alkohol i blodet, og det ville også være ok. Men så ringede Ruben og forklarede vejen, og alting så lysere ud. Stien sluttede og førte os ud på en enorm mark med 15 store lejrbål à la Sankt Hans, og vi fulgte stierne forbi dem og tænkte at det lignede en postapokalyptisk hekseafbrænding. Stemningen var nærmest middelalderlig, dyrisk, men lejrbål og råbende mennesker over det hele. Det endte med at være en rigtig hyggelig aften, faktisk, og ingen blev ædt af hverken bjørne eller bison, som organisatorerne ellers havde sagt at der ville være. Noget af et eventyr, var det.

I den mindre dramatiske afdeling har jeg denne uge holdt et oplæg om videokunst på polsk (svært!) og lavet mange grammatikøvelser (meget svært!). Alina og jeg bonder ret meget herhjemme, hun er virkelig skøn. Nyeste udvikling er at vi hænger ud i køkkenet og hun fortæller om alt muligt spændende (jeg nikker og siger så lange sætninger som mit polske tillader, og håber jeg lyder bare tilnærmelsesvis intelligent). Hun fortæller om sit forhold til religion og den katolske kirke i Polen (”Jeg har lyst til at hælde kogende vand på dem når de går i rækker mod kirken om søndagen!”), om homoseksualitet, om sine patienter på arbejdet, hvordan hun altid prøver at finde noget ved dem hun kan lide, og det indimellem kan være svært. Hendes ene patient er hun meget glad for, hun er intelligent og køn og laver gode, feministiske ting. En anden patient var sur, gammel og grim, men havde så flotte ben. Så Alina sad i deres sessioner og forstillede sig hvordan den grimme patient havde tryllebundet mændene i sin ungdom med sine flotte ben og så gik det alligevel. I det hele taget er det vildt at opleve hvor splittet dette land er. I dag hørte vi fx om en ung kvinde der er blevet blind efter fødslen af sin datter. I Polen er abort kun tilladt efter voldtægt eller hvis graviditeten er skadelig for moderen, men i praksis vil ingen udføre dem. I stedet udføres de illegalt for store summer eller på private køkkenborde. Selvom kvinden havde en diagnose og vidste at graviditeten ville medføre sygdom, var der ikke én læge der var villig til at udføre en abort. Nu har kvinden en skøn, rask datter ved navn Julia, men kan ikke længere se. Homoseksuelle lever ikke åbent, fordi åben homoseksualitet ofte betyder at man mister sit job og iøvrigt bliver offer for diskrimination. Ytringsfrihed er også et spørgsmål til debat. På museet Zacheta blev den foregående direktør fyret efter at have opsat en kritisk udstilling om paven. Der er virkelig mange af denne slags eksempler og en enorm del af befolkningen der støtter den siddende regering og kirken. Jeg bliver meget bevidst om, hvor godt vi har det i Danmark.

Sluttelig har jeg forsøgt at undersøge kunstscenen i Warszawa en smule og har besøgt et par gallerier og samlinger. Jeg leder efter en ung, polsk, kvindelig videokunstner at skrive bacheloropgave om, og alle har været vanvittigt hjælpsomme. Én tog min mail og har undersøgt området for mig, en anden stak mig 2 videoværker som jeg kunne sidde og se i galleriet. Bagefter inviterede hun mig til en fernisering i galleriet, så kunne jeg jo også møde kunstnerne og ejerne. Jeg overvejer at arbejde lidt gratis mens jeg er her, måske bare en dag om ugen, for jeg har ikke specielt brug for penge, men er meget fascineret at scenen hernede. Og jeg savner virkelig nogen som deler min interesse og gider snakke om kunst. Det er åbenbart blevet en helt integreret del af mig, det dér art, og at det at rejse væk har tvunget mig til at reflektere over hvorfor jeg alligevel er så pjattet med det. I morgen skal jeg mødes med en japansk pige som arbejder på museet for nutidskunst i Warszawa, som jeg har fået kontakt med af omveje. Det bliver dejligt. Jeg hygger mig faktisk med de andre studerende, men bliver så træt af indholdsløse samtaler og druk. Jeg håber at vi kan lide hinanden.

I aften er der housewarming med Hoza-shots og jeg vil skynde mig at løbe en tur i skoven inden det bliver mørkt. Tak for jeres fine mails, det er dejligt at få nyt hjemmefra. Tænker på jer!

Calusy

Miriam

Dziekuje Kielbasa Warszawa

Kære alle

Første rejsemail skrives fra altan med udsigt over rækker af grålige betonhøjhuse og grønne arealer. Det lyder slemt, men jeg er nyforelsket i Warszawa, så det er mere eksotisk end ubehageligt og jeg har solen i ansigtet. Jeg bor hos Alina, som er psykolog og meget lun, og hendes søn Antek, som er dj, lidt ældre end mig, og virkelig burde flytte hjemmefra. De har begge været utroligt hjælpsomme, og jeg har lyst til at blive hængende i lejligheden selvom jeg burde flytte lidt videre i stedet for at tære for meget på deres gæstfrihed. Her er så rart, at man næsten kan se bort fra området, der mest minder om en blanding mellem højhusene ved Bellahøj og en virkelig dårlig fortolkning af Le Corbusiers Unité d’habitation à la Ishøj. Men forholdet til disse områder, osiedla, som de kaldes på polsk, er meget anderledes end hos os. Mens de i Danmark er slummede, virker de til bare at være normen her. Hvilket jo er klart nok, eftersom de nok udgør 70% af den Warsovianske boligmasse. Og der er et leben i området som for mig er helt overraskende: der er et ordforråd for de forskellige typer beboere, en norm for hvordan man hilser på hinanden, familier der spadserer i de mellemliggende grønne områder, lokale handlende, tandløse, rynkede damer på bænke, unge kvinder på høje hæle. Jeg bor faktisk i et posh område, selvom det ikke føles sådan. Og så har jeg i øvrigt en bæk og en skov ved siden af, som jeg allerede har løbet ved. Hvis det ikke var fordi det føles som midt i ingenting, ville det være et ret ok sted at leve.

Jeg har set på et par værelser, men har endnu ikke fundet et sted at bo. Det tager tid at få et indtryk af byen, som er udstrakt ligesom Berlin, men kun levende og animeret i midtbyen. Jeg har besluttet at betale lidt mere for at bo godt og centralt, for jeg forudser at Warszawa i februar kan være dræbende deprimeret hvis man bor det forkerte sted. I går kiggede jeg på et værelse i det gamle ghettoområde (som jo er helt vanvittigt stort, det er ikke til at forstå!) hos en meget sød pige, hvis mor havde knaldrødt hår à la Jytte Abildstrøm, kulsorte øjne og talte polsk med den fineste russiske accent. Elena, pigen, præsenterede hende sådan: ”Det er min mor. Hun er fe. Eller heks, om du vil.” Hvorefter Elenas mor spurgte mig om min fødselsdag og var helt stille indtil Elena så på hende og sagde: ”Laver du numerologi på hende nu, mor?”. Angiveligt er jeg tallet 5, hvilket betyder frihed – et udsagn jeg har valgt at acceptere. Jeg skal se på et værelse mere i morgen, et som er mere centralt og billigere, men hvis det ikke er godt tror jeg at jeg vil flytte ind i Elenas spritnye lejlighed med internet der flyver rundt i luften for sig selv, som hun sagde.

Ellers har mine dage været fyldt ret godt op med Erasmus-vodka. Jeg går i sprogskole hver dag fra 9-12.30 og hygger mig med de fire bøjninger og imperativ, diskussioner om homoseksualitet og gamle mænd med unge kærester. Mit hold er så fint og proppet med børn af polske forældre med amputerede forhold til sprog og kultur. Hver eneste aften har den uduelige eventgruppe arrangeret druk på en select klub eller bar, oftest det første. Vi ved jo alle at det ikke kan lade sig gøre at blive venner uden alkohol, og Erasmus handler jo om fest. Jeg føler mig for gammel til den slags hjerneløse udskejelser, men gør det alligevel (jeg er i øvrigt den næstældste af alle de udvekslingsstuderende. Jeg har mødt en enkelt tysker på 27. Snak om kulturchok). Til gengæld har jeg også fået to nye venner, Martin og Julia, og en forkølelse som nu er ved at gå væk.

Byen er spændende: vild, grim, ny, utæmmet, smuk, oppustet, grøn. I går gik jeg fra det gamle ghetto område gennem parker (de er over det hele og så dejlige), over den genopbyggede gamle by til Kulturpaladset, gennem den sydlige midtby hvor man stadig kan finde faldefærdige, men beboede, pre-war bygninger med mosaikker i indgangspartierne og relieffer af Madonna over dørene, til promenaden med Kenzo og Boss og nyrige polakker der drikker latte med french tip manicure på tåneglene. I dag skal jeg til Chopin koncert i Lazienki-parken. Solen skinner, en kaffe to go koster 10 kr og det er meget nemt at føle sig chic blandt dårligt klædte polakker.

Alt i alt har jeg det rimelig sweet. Det er zajebiscie.

Calusy

Miriam